Top 5 bedste eksperimenterende hiphop albums

Der har været fuld fart på den eksperimenterende hiphop scene, med Death Grips indtræden i start 10’erne og alle de afgrene dette har medført, til de gode, ”gamle” klassikere fra start 00’erne. Det er alt andet lige en genre, som har udviklet sig helt enormt meget, og synes du, at det er svært at vide, hvor du skal starte, er der her samlet en liste på 5 rigtig gode bud!

 

5. Earl Sweatshirt – Some Rap Songs (2018)

hiphop musik rap album

I slutningen af November 2018 smed Earl Sweatshirt albummet ”Some Rap Songs” – en titel med et tilhørende cover, der ikke gav meget information omkring projektets indhold. Efter første gennemlytning var der mange ting at fordøje, men en ting stod klar: ”Some Rap Songs” havde rettet op på de mangler Earl’s to tidligere udgivelser, ”Doris” og ”I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside”, havde.

Beatsne på denne skive er dystre og super glitchy, hvor Earl’s flow over disse skaber en tydelig reference til idolet MF DOOM. Earl har aldrig været bleg for at rappe om depression (se bare titlen på hans andet album), hvor den på ”Some Rap Songs” har fået hele armen. Det er altså Earl’s mørkeste og mest deprimerende album til dato med tekster som ”Yeah, I think I spent most of my life depressed – Only thing on my mind was death – Didn’t know if my time was next”, hvilket er resultatet af farens, ”onklen” Hugh Masekela’s (farens gode ven) samt kammeraten Mac Miller’s død i 2018.

Albummet afrundes med en hyldest til begge hans forældre, der bliver samplet på nummeret ”Playing Possum”, som har en flydende overgang til det noice/ambient inspirerede nummer ”Peanut”, der slutter af med linjen ”My Uncle Hugh”. Dette leder direkte over til pladens sidste nummer ”Riot!”, som sampler Hugh Masekela, og albummet bliver herved perfekt afrundet med det nok mest opmuntrende instrumentale nummer.

 

 

4. Billy Woods & Kenny Segal – Hiding Places (2019)

hiphop musik rap album

”I don’t wanna go see Nas with an orchestra at Carnegie Hall” rapper Billy Woods på albummet Hiding Places, hvilket giver én lyst til at opleve undergrundsrapperen hvilket som helst sted – så længe han tager nogle bangers med fra dette mesterværk af et album!

Billy Woods er en produktiv herre som medlem af duoen Armand Hammer i fællesskab med undergrundsrapper- og producer ELUCID samt gennem hans solo projekt i eget navn. Han har over de sidste år udgivet en perlerække af kreative, samfundspolitiske og skæve plader, hvor samarbejdet med Kenny Segal på Hiding Places altså tager 1. pladsen.

Woods har aldrig været mere personlig og produktionen fra Kenny Segal er spot-on, med alt fra  catchy beats som på ”Houthi” til skæve trommer og samples som på ”Bedtimes”. Albummet får samtidigt også en rocket lyd på enkelte skæringer, som f.eks. på ”Checkpoints”, hvor trommer og guitar opbygger spændingen i omkvædene.

 

 

3. Death Grips – Bottomless Pit (2016)

hiphop musik rap album

Death Grips’ 2016 udgivelse ”Bottomless Pit” rangerer blandt en af gruppens værste udgivelser med en gennemsnitlig score på 7,4 ud af 10, kun slået af trioens efterfølgende album ”Year of the Snitch”. Pitchfork nævnte i deres anmeldelse af albummet, at det var det mest tilgængelige album siden publikum- og anmelderfavoritten ”The Money Store” (læs anmeldelse af Bottomless Pit her), og måske netop af den grund scorer den en 3. plads her.

Åbneren på albummet ”Giving Bad People Good Ideas” starter med den her meget stille, feminine vokal, der bliver mere og mere dyster og til sidste resulterer i et nærmest støjrocket univers. Ligeledes skifter stemningen på albummet konstant mellem det catchy og det støjede, som især illustreres på efterfølgende nummer ”Hot Head”, der begynder som et elektronisk nummer men herefter bliver hevet rundt i manegen af MC Ride, som råber ”Blo, Blo, Blo, Blo……”. I nummerets omkvæd bliver instrumentaldelen kørt ned til et tempo alle kan være med på, og teksten giver pludselig mening. Sådan svinger nummeret frem og tilbage mellem vers og omkvæd, og er en ret god indikator for, hvordan albummet føles som helhed. Om pladen slår ”The Money Store” er op til dig selv at bedømme, men tjek lige nummeret ”Ring A Bell”, som er en af mange grunde til, at de to projekter er på nogenlunde bølgelængde – og grunden til at ”Bottomless Pit” er en personlig favorit.

 

 

2. Jpegmafia – Veteran (2018)

hiphop musik rap album

Jpegmafia – eller Peggy, som han normalt bliver omtalt af fans – spillede på Roskilde i 2019. Jeg havde hørt om ham, og havde også lyttet en del til hans musik, men det slog først rigtigt klik, da jeg oplevede ham live. Han optræder altid selv uden DJ eller hypemen, men formår alligevel at komme 100% udover scenekanten og skabe en intimitet med hans fans, som jeg ikke har set længe. Hans tour i 2019 var med numre fra hans to første albums, dog primært fra hans andet album “Veteran”. Se et klip fra samme tour her:

På dette album formår han at gøre sine glitchede produktioner mere mainstream og catchy i forhold til debuten “Black Ben Carson”, som på åbneren ”1539 N. Calvert” der er rapperens største hit til dato. Det er dog stadig Peggy bag knapperne, så 100% mainstream bliver det heldigvis aldrig, hvilket man ikke er i tvivl om, når man hører Ol’ Dirty Bastards (tidligere medlem af Wu-Tang Clan) obskur intro til hans eget nummer ”Goin’ down” forvandle sig til en melodi på Peggys ”Real Nigga”. På tredje nummer ”Thug Tears” bliver du prikket i skiftevis hvert øre af en kuglepind, hvilket skaber et af kunstnerens mest spændende produktioner nogensinde.

De omtalte numre er kun de 3 første på pladen ud af i alt 19 med en samlet spilletid på 47 minutter, så hvis du ikke allerede kender til dette album eller Peggy generelt, er det her et godt sted at starte. Og nu når du er i gang, kan du ligeså godt tage den mere RnB’ede efterfølger ”All My Heroes Are Cornballs” med, hvor du får lov at opleve en syngende Peggy på en god dosis auto-tune

 

 

1. Madvillain – Madvillainy (2004)

hiphop musik rap album

Indtil videre har denne liste kun indeholdt albums, der har maks 4 år på bagen, og 1. pladsen bliver nødt til at være en hyldest til albummet , som har gjort det muligt at genren har taget den drejning det har, og grunden til at de andre albums på listen overhovedet eksisterer.

Albummet hedder Madvillainy og kommer fra gruppen Madvillain, som er en duo bestående af rapper MF DOOM og producer Madlib. To legendariske navne indefor hiphop mødes for første, og højst sandsynligvis sidste gang, på dette album, som efterfølgende er blevet en milepæl for genren. Men hvad er det, der gør, at albummet har fået den kult status, det har?

Danny Brown (rapper) forklarer ret godt hvorfor, MF DOOM er så vigtig en figur i undergrundshiphop i et interview til Complex i 2013: “Jeg har aldrig vidst, at man kunne lave et helt album uden hooks og få det til at lyde så godt. Han brød reglerne omkring sangskrivning. Det album (Madvillainy) viste mig, at musik ikke har nogle regler”. Hvis du aldrig er blevet repræsenteret for MF DOOM, kan du tjekke en hans mange genistreger ud her:

Og DOOM udgør kun den ene halvdel af duoen. Bag knapperne er Madlib med de skarpeste beats, der nogensinde er set. Han tager sampling til et helt nyt niveau på nummeret “Accordion”, hvor han forvandler Daedelus’ elektroniske nummer “Experience” til et tungt og spændende beat, når bassen kommer ind omkring 50 sekunder i sangen. Herefter bliver der brugt flittigt af jazz- og gamle comic-samples, som man kender fra MF DOOMs univers.

Kort sagt resulterer DOOMs skæve flow over Madlibs banebrydende beats i et form for blueprint for hvordan eksperimenterende hiphop skal og kommer til at lyde i fremtiden, og der blev her skabt et af de mest kritikerroste albums indefor genren, med en høj score fra blandt andet Pitchfork, der gav albummet 9,4.